Præsenter dit værk til DEBUT FEST 2024

Har du en spirende kunstner i maven og en fed idé til et projekt, som ikke har fundet sit publikum endnu? Så skal du tilmelde dig årets DEBUT FEST.

Måske har du allerede taget de første skridt på vejen til din kunstneriske karriere, eller måske har du en helt anden baggrund, der har formet dig og givet dig værdifulde erfaringer, som du nu ønsker at bringe i spil gennem et kunstnerisk projekt? 

DEBUT FEST er endagsfestivalen for debuterende kunst, som finder sted i HUSET d. 7. september 2024. Her åbner vi alle husets scener og kroge op for kreative upcoming kunstnere og kulturskabere på tværs af kunstgenre, som får muligheden for at præsentere deres nye værker frem for et publikum. 

Visionen for Debut Fest er at fejre spirende kunstnere og skabe en tværkunstnerisk platform, der giver plads til nye stemmer på den kulturelle scene – uanset alder, køn eller etnicitet. 

Programmet bliver sat sammen gennem et Open Call, hvor HUSET og Snabslanten i samarbejde med deltagere fra sidste års DEBUT FEST, sætter et bredt og sammenhængende program sammen for festivalen. 

Uanset om du er musiker, performer, forfatter, billedkunstner eller noget helt femte, så er DEBUT FEST den perfekte platform til at vise dine værker frem for et bredt og kulturinteresseret publikum til en fælles fejring af nyskabende kunst og kultur. 

Som deltager i DEBUT FEST bliver du en del af et inspirerende fællesskab med andre debuterende kunstnere, og får udvidet dit netværk i kulturbranchen. HUSET og Snabslanten tilbyder, som arrangører, hjælp til at søge fonde til dit projekt, og bidrager selvfølgelig med markedsføring af dig og dit projekt, samt teknisk hjælp og udstyr når festivalen afvikles.   
OBS! Der gives ikke honorar for deltagelse i Debut Fest.  

Netværksforløbet består af to fællesmøder d. 15. maj og d. 13. juni, for alle der er udvalgt til at opføre deres projekt til DEBUT FEST. Møderne er obligatoriske, da det er vigtigt at man, som deltagere er fortrolige med os, HUSET og de andre deltagere. På møderne bliver man introduceret til HUSET's scener og tekniske personale, man modtager sparring fra os i forhold til at promovere sit projekt, og vigtigst af alt, man møder de andre debuterende kunstnere. 

Vi opfordrer til, at du læser kriterier og guidelines grundigt igennem, inden du sender din ansøgning afsted. Har du spørgsmål eller brug for sparring omkring din ansøgning er du velkommen til at kontakte os på nr79@kk.dk. 

Læs mere om vores Open Call og tilmeld dig via tilmeldingsblanketten herunder. 

Deadline for at udfylde blanketten er d. 24/4-2024 kl. 12.00.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning! 

Hvem kan deltage?

Alle debuterende kunstnere kan deltage uanset udtryksform, alder, køn eller etnicitet mm. 

Projekterne bliver udvalgt ud fra følgende kriterier:

  • Nye og debuterende værker. Dit produkt, projekt eller arrangement skal være produceret/skabt inden for det seneste år. Du må gerne være udkommet med et værk før, men dét, du viser på DEBUTFEST, skal være nyt. 
  • Materialet skal være originalt og aktuelt for et kulturinteresseret publikum
  • Projektskabere skal være uetablerede og ikke-kommercielle
  • Projekter bliver udvalgt ift. et samlet helt og bredt program ud fra den primærkategori, som du ansøger.

Hvad er DEBUT FEST?

Debut Fest er en endagsfestival for spirende kunstnere og en fejring af ny kunst og kultur. Festivalen er skabt af Danmarks første kulturhus HUSET og Københavns Kommunes ungepulje Snabslanten, som til dagligt uddeler ”byens hurtigste penge” til unge kulturskabere. Begge parter har i deres virke fokus på at skabe muligheder og rammer for for nyskabende kunstnere og kulturskabere.

Visionen for Debut Fest er at fejre spirende kunstnere, ny kunst og kultur samt skabe en platform, der ligestiller alle kunstformer og giver plads til de nye stemmer på den kulturelle scene – uanset alder, køn eller etnicitet.

Debut Fest blev afholdt for første gang i 2022 og opstod gennem et samarbejde mellem Danmarks første kulturhus HUSET og ungepuljen Snabslanten, der begge har fokus på at skabe muligheder og rammer for for nyskabende kunstnere og kulturskabere.

Om Snabslanten

  • Snabslanten er Københavns Kommunes ungekulturpulje til små “her-og-nu” projekter, hvor man kan søge op til 10.000 kr.
  • Snabslanten har eksisteret siden 2008 og er blevet til med udgangspunkt i unges egne ønsker om let, at kunne udvikle og gennemføre kulturprojekter i København.
  • Snabslantens organisation består af en administration og et frivilligt bevillingsudvalg bestående af 8-12 unge, med indblik i og interesse for den Københavnske kulturscene.

Læs mere på www.snabslanten.kk.dk

Om Huset

  • Huset er en kulturplatform, hvor frivillige og kulturmiljøer indenfor det alternative vækstlag får rum, sparring og erfaring til at skabe kulturelle vækstlagsaktiviteter. Sammen præsenterer vi alt fra koncerter til teater, talks, undergrundsfilm, madkultur og tværkunstneriske projekter.
  • Huset er Danmarks første kulturhus og har eksisteret siden 1970. 
  • Huset har været en platform for markante kulturpersonligheder og vigtige politiske strømninger, fra rødstrømper over punkbevægelsen til nutidens brætspilskultur og fokus på mere bæredygtige levemåder.

Hvornår får jeg svar på min ansøgning?

Efter ansøgningsfristen vil HUSET og Snabslanten udvælge de projekter, som skal med til DEBUT FEST. Du får svar på, om du er udvalgt til programmet et par uger efter ansøgningsfristen.

Udvalget bliver offentliggjort løbende. Følg med på facebook-eventet på Debut Fest 2023. 

Din ansøgning vil blive håndteret fortroligt, og med stor respekt for at du måske deler noget, som ikke er blevet vist offentligt før. 

Fotograf
Rosa Elmstrøm